Gå til indhold
Bøvl

Bøvl

Hvordan siger jeg sandheden, så min næste hører kærligheden?

Jeg bor på en helt almindelig vendeplads med helt almindelige naboer. Jeg har en helt almindelig familie. Og for ikke længe siden var jeg på en helt almindelig arbejdsplads med helt almindelige kolleger.

Men både på job og til fest er jeg indimellem blevet ualmindelig beklemt, når dagens ret blev garneret med samtaler om missionsfolks snæversyn og dobbeltmoral eller spørgsmål om, hvorvidt min kirke er sådan én, der ikke har plads til fraskilte og fordømmer homoseksuelle.

Jeg bliver beklemt, fordi jeg skal stå på mål for noget andet, end det jeg brænder for. Jeg vil jo bare så gerne formidle, at Gud vil os det godt, at hans rammer for menneskeliv er gode. At det, jeg tror på, er glædeligt, sandt og kærligt.

Så hvordan siger jeg sandheden, så min næste hører kærligheden?

Det spørgsmål bøvler i mit hoved lige nu.

Er pointen mon, at sandheden og kærligheden er én og samme sag?

Der er ikke nogen modsætning mellem sandhed og kærlighed. Sandheden er den klareste kærligheds kilde, den mest livgivende balsam for udtørrede sjæle, og den rummer en fred, som overgår al forstand.

Alligevel bøvler det i mit hoved. For ’folk’ (mig selv inklusive) slår sig på sandheden – nogle gange måske især på dens budbringere. Er det overhovedet muligt at sige det, der er sandt uden at skubbe folk væk, forårsage sorg, vrede, afvisning eller bitterhed?

Nok ikke helt. Og det er derfor, det bøvler. Jeg vil jo gerne være venlig og imødekommende.

Bibelen taler ikke i øst, når folk står i vest

Jeg har netop hørt et foredrag, hvor foredragsholderen pointerede, at Gud altid bekæmper den onde, men aldrig mennesker. Her er måske en nøgle til at sige det, der skal siges.

Ligesom Bibelen er en lang kærlighedserklæring, der bliver råbt og hvisket fra skaberen til skabningen for at fri os fra den onde, sådan må vi hviske og råbe sandheden, så man kan høre Guds bankende kærlige hjerte.

Og ligesom Bibelen gør det på utallige måder med rigt varieret sprog og stil, tilpasset alle givne tidsmæssige og kulturelle sammenhænge, sådan må vi følge dens eksempel. Bibelen taler ikke i øst, når folk står i vest. Og Bibelen filer ikke i sandheden, den pynter heller aldrig på sandheden – heller ikke på dens helte som patriarker, konger, profeter og apostle.

Derfor vil jeg dykke ned i Bibelen – alene, sammen med andre og i gudstjenesten og lade mig trøste, glædes, forundres, formanes, udfordres, falde til ro og blive fri.

Jeg tror ikke, jeg bliver fri for at blive beklemt. Men jeg vil bøvle resten af 2019 med at formidle kærligheden sandt og sandheden kærligt.