Gå til indhold
Blachman ser ikke alt

Blachman ser ikke alt

Hvis du skjuler noget, skammer du dig.

Den grandiose X-Factordommer fremfører ellers ofte fællesnævnere mellem ham selv og den almægtige Gud, implicit såvel som eksplicit. Det er vist en gammel nyhed.
Jeg kan godt lide at se X-Factor. Jeg har noteret mig, at det i en del sammenhænge ikke øger den sociale status at sige det højt. En af grundende kan måske være den knap så flatterende grovsorteringsfase, som hvert år indleder programrækken. Usikre mennesker blotter sig til fordel for et letkøbt grin. Det nedslående i den sammenhæng, synes jeg, er den understrøm, der synes at være bevæggrunden for mange af deltagerne. Nemlig den misforståelse at noget kun har værdi, når andre ser det. Thomas Blachmans kritiske blik er måske ikke specifikt det som drager, men bare det at der er et blik. Jo talstærkere blikket, jo bedre. Dette er et udtryk for et sundt menneskeligt behov for anerkendelse, som dog mangler et hjem.

Se mig!

Længselen efter at blive set, og at se godt ud, fylder meget i nyhedsbilledet. Det gælder både de officielle medier og de personlige opslag på de sociale medier. “Min morgenmad” lyder teksten til det perfekte billede af verdens formodentligt sundeste sandwich. “Den skønneste weekend” beskriver synet af min veninde og hendes kæreste, som har fundet en helt særlig udsigt på en naturskøn vandretur.

Det er dejligt at dele gode oplevelser. Det skal vi blive ved med. Lad os dog passe på, at vi ikke samtidig bliver andenhåndsvidner til vores eget liv sammen med alle de andre, som kigger på. Så kan skønheden i vores liv nemlig gå hen at blive afhængig af det kritiske publikums vurdering. Sådan er det for ham, der egentlig har en intuitiv glæde ved sin egen sangstemme, men som glemmer at stoppe op, og anerkende værdien af netop den umiddelbare hverdagskreativitet. Den bliver spist af ønsket om status i andre menneskers øjne.

Den samme længsel, og den samme misforståelse ser vi i problematikken omkring ‘hævnporno’ og den såkaldte ‘fjerde bølge af feminisme’. Når et unge menneske deler noget så følsomt, som synet af sin nøgne krop i form af et billede, så er der ofte et bagtæppe af en hjemløs længsel efter anerkendelse. Mennesket, som står tilbage, er meget sårbart overfor at blive udnyttet af en ufølsom modtager. Den nye ‘feminisme’ tager denne nøgenhedens følsomhed og tyraniserer den. Matraet er “Hvis du skjuler noget, skammer du dig”. Der efterlades meget lidt plads til, at kvinder kan være glade for deres krop uden at dele den med offentligheden.

Gud ser alt

Det lyder lidt skræmmende. Jeg tror dog, at netop denne sandhed rummer en enormt aktuel kilde til indre ro. Mennesker er skabt til at blive elsket og anerkendt. Ofte magter vi bare ikke at se hinanden, og vi ser endda ned på hinanden. Det efterlader en indre uro, som driver os ud i projektet om at kæmpe os til anerkendelse.

I Jesu måske mest berømte prædiken (Matt 5-7), italesætter han denne arbejdsomhed, der har menneskers ære som formål. Den afmonteres med budskabet om at “Din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” Konteksten er specifikt møntet på gudsdyrkelsen, men jeg tror at vi kan udvide pointen til et generelt plan. Gud er den, vi skal søge anerkendelse hos. Hos ham kan vi få en personlig ro i at være set og elsket. Ligesom vi kan få tilgivelse for de mange gange, hvor vi ikke har magtet at se vores medmennesker. Når Gud ser i det skjulte, betyder det, at vi ikke skal være slaver af hinandens anerkendelse.


Foto: DR