Gå til indhold

Afladsudsalgsfest og nådeår i 1617

Det er ikke bare her i 2017, at man har fået den idé at fejre reformationsjubilæum. Allerede det første hundredeårsjubilæum i 1617 blev markeret. Og det ikke uden en vis elegance og teologisk såvel som kirkepolitisk tæft.

I marts 1617 anmoder nogle Wittenberg-teologer ledelsen af den lutherske kirke i Sachsen om at fejre den sidste dag i oktober som primus Jubileus Lutheranus – det første Luther-jubilæum.

I sig selv er dette en cementering af den 31. oktober, som dagen, hvor Luther initierede reformationen ved det berømte teseopslag.

Men ordvalget er interessant. Man ville fejre jubileus. Oprindelsen for det ord er bibelsk og stammer fra jubel-året, som israelitterne ifølge Tredie Mosebog 25, skulle fejre hvert halvtredsindstyvende år. Et år, som indebar gældeftergivelse og frihed for slaver. Esajas henviser i kapitel 61 til dette jubelår og kalder det et nådeår. Og Jesus citerer i synagogen i Nazareth netop de vers og identificerer sig som den Esajas omtaler, der skal udråbe dette nådeår.

I 1617 har jubelårs-tanken været alment kendt, da pavekirken (mis-)brugte dette begreb. Allerede i 1300 havde pave Bonifatius den 8. udråbt et “nådeår,” hvor der var særligt incitament til at drage til Rom på pilgrimsfærd, da man her kunne få lidt ekstra aflad. Populært sagt var nådeåret en slags afladsudsalg, som man oprindeligt tænkte skulle foregå ved hvert århundredeskifte. Senere blev det reduceret til hvert halvtredsindstyvende år. Og pave Paul den 2. erklærede i 1470, at der skulle være jubelår hvert femogtyvende år, så hver generation kunne få mindst én chance for at opleve det. Ja, man fornemmer nærmest her samme dynamik, som når butikskæder idag tilsyneladende kan have svært ved at nøjes med at fejre fødselsdag én gang om året.

De pavelige jubelår var altså uløseligt forbundne med afladshandel og hvor nådigt det ellers har lydt i de teologisk tonedøve romerkirke-ører at holde afladsudsalg, så er der jo ikke meget nådeår og sand frihed i sådan en fejring.

Derfor er det også både modigt og et kirkepolitisk frækt træk af Wittenberg-teologerne at fejre et Luther-jubileus i 1617. Deres intention var at 1617 skulle opleves som et sandt nådeår – en fejring af evangeliets triumf over de falske antikristelige løfter.

Romerkirken reagerede da også på de lutherske jubileus-planer med forudsigelig raseri. Der skulle egentlig først have været jubelår i 1625, men pave Paul den 5. annoncerede i sommeren 1617, at resten af året skulle være et extraordinært jubelår, hvor man skulle bede Gud om beskyttelse mod kætterske fjender af Kirken.

Luther-fejringen i 1617 blev altså i sig selv på – samme måde som det man fejrede – til en kamp og et symbol mod romerkirkens og afladshandlens uevangeliske tilfangetagelse af samvittighederne, som berøvede folk muligheden for at gribe og klynge sig til evangeliet om syndernes forladelse.

Ja, man kunne næsten ønske at den samme vinkel var blevet lagt i 2017. En fejring af Guds nådige tilgivelse og frisættelse fra åndelig trældom.


De historiske oplysninger stammer fra denne artikel på Oxford University Press blog.