Gå til indhold
Åndens frugt er ikke en kokosnød

Åndens frugt er ikke en kokosnød

Min familie flytter i næste måned fra Aarhus til Esbjerg efter små ti gode år i smilets by. Med min kone Kristina og mine to drenge flytter jeg til Esbjerg, fordi jeg har fået arbejde der. I Aarhus har vi fået mange venner og slået rødder, og kontrasten er stor, idet vi faktisk ikke kender nogen i Esbjerg.

De fleste kan nok sætte sig ind i, at det er en sårbar og ambivalent situation. Alligevel er vi allerede blevet taget godt imod i Esbjerg, og har således modtaget adskillige opkald og e-mails fra kristne esbjergensere, som har tilbudt hjælp af forskellig art. Nogle har taget kontakt for at byde os velkommen til byen og har budt på kaffe.

Er det ikke mærkeligt? Hvem er vi for dem? De kender os jo slet ikke, men har blot fået nys om, at vi kommer til byen. Det har mildest talt været rørende at opleve, og disse mennesker er med ét blevet rollemodeller for mig.

Jesus siger, at man skal kende os som kristne på den indbyrdes kærlighed, og jeg har følt mig elsket i denne flytteproces. Som sagt kender de mig ikke, og de har ingen stærke følelser for mig eller min familie. Alligevel har de taget Jesus så alvorligt, at de har vist os gavmildhed, gæstfrihed, hjælpsomhed og venlighed.

Gå bare i gang

En sjov og god børnesang har titlen ”Åndens frugt er ikke en kokosnød”. I versene synges der om frugter lige fra bananer til granatæbler, og pointen er så, at disse ikke er Åndens frugter. Og så citeres Paulus i omkvædet, når han siger: ”Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.”

Hvor er det fantastisk ligetil! Jeg har nogle gange talt med kristne mennesker, som er ængstelige, fordi de ikke føler Gud kan bruge dem til noget, eller ikke føler der sker nogen åndelig vækst i deres liv. Men den slags behøver vi slet ikke føle os frem til.

Jeg har op til flere ret konkrete lister, som jeg bare kan gå i gang med. Så kan jeg jo spørge mine nærmeste: ”Synes I egentligt, at jeg er tålmodig?” Er det ikke tilfældet, så kan jeg arbejde med det. Og jeg kan faktisk bestemme mig for at være venlig, også selvom jeg ikke føler for det.

Jeg har i efterhånden et års tid ikke kunnet slippe Jesu svar, da han bliver spurgt, hvad der er det største bud i loven. Hertil svarer han, at der er to bud, som står lige; at elske Gud og at elske mennesker. Det er da vildt!

Alle har vi muligheder i vores hverdag for at bære Åndens frugter til velsignelse for mennesker. Jeg finder stor glæde i Efeserbrevet 2,10, hvor der står, at Gud ”lægger gode gerninger til rette for os at vandre i.” Er det ikke spændende? Hvad mon Gud har lagt til rette for dig i dag, og hvem mon du kan opmuntre og få til at føle sig elsket?