Gå til indhold
7 kendetegn på den udbrændte kirke

7 kendetegn på den udbrændte kirke

Det er alt for ofte alt for hårdt at være en del af Guds menighed.

Den menighed og det fællesskab, som skulle være vores familie og faste tilholdssted, bliver ofte et bundløst hul af ”burder”.

Det kan i sidste ende komme til at tynge troen. Måske orker man faktisk ikke at tage i kirke og tage del i fællesskabet. Måske får man ikke fyldt ordentligt på Jesus-beholderen, men giver og giver til andre. Man får ikke sat en vigtig grænse over for en medkristen. Det forventes, at man melder sig på bestemte frivillige poster, man ikke egner sig til. Osv.

Så hvilke forhold kan få en kirke til at nå det røde felt på stressbarometeret?

  1. Forkyndelsen: Når evangeliet ikke forkyndes som sand frihed og retfærdighed for mennesker.
  2. Bønnen: Når vi underprioriterer at komme frem for Gud i bøn. Måske ser vi det som mindre vigtigt med den stille alene-stund med Gud midt i alle de kirkelige aktiviteter og gøremål i ugens løb.
  3. Fællesskabet: Når vi lægger forventninger og byrder på hinanden i fællesskabet, som bør være frie til-og fravalg. Det er vigtigt at komme med en opfordring, men det skal være frivilligt hvor meget og hvornår, den enkelte kan og vil.
  4. Kommunikationen: Når vi undlader at tale kærligt og respektfuldt om de udfordringer, der skal italesættes – men på rette tid og sted. Eller når vi glemmer at anerkende hinanden i vigtige øjeblikke.
  5. Det nære kendskab: Når vi ikke løbende holder os opdateret på de menneskers tanker, tro og liv, som udgør vores menighed, men antager forhold, som vi ikke har grundlag for at antage. For eksempel at ”der er mange ressourcestærke familier i menigheden” eller at ”der aldrig er nogen til at hjælpe med de frivillige opgaver” eller at ” vi er en åndeligt velfunderet menighed”. Det ved man faktisk ikke noget om, medmindre man hele tiden holder sig opdateret gennem samtaler og fortrolige stunder, hvor man får sandheden af vide. De fleste af os går ikke rundt og praler med hverken vores opture eller nedture, styrker eller svagheder. Som regel skal de opdages – og de kan hurtigt ændre sig igen. Men vi skal også huske selv at melde ud.
  6. Sammenhængende rytme: Når vi falder i én af grøfterne: Enten for stor omskiftelighed og forandrende forhold, eller for lille omstillingsparathed og vilje til at ændre vanetænkning og fastlåste traditioner.
  7. Ledelsen: Når der ikke er overensstemmelse mellem visioner og den reelle status quo af ressourcer, tid og evner, der er tilgængelig. Kort sagt: Man vil alt for meget med for få ressourcer, eller kommer omvendt ingen vegne med et hav af tilgængelige ressourcer. Begge dele kan være enormt stressende.

Lister som denne kan også give stress. Så føler du hjertet synke i livet efter disse syv remindere, så husk, at de alle må kastes på Jesu kors i tillid til Guds omsorg for og vejledning af os. Det er troens kendtegn.