Gå til indhold
Bispevalg i Haderslev

Bispevalg i Haderslev

I begyndelsen af oktober blev Tine Lindhardt valgt som ny biskop til Fyns stift, men allerede nu ses der frem imod næste bispevalg. I begyndelsen af 2013 skal der vælges ny biskop i Haderslev og der er fem kandidater, som har meldt sig på banen.

Det er  sognepræsterne Jesper Bacher, Marianne Christiansen, Kaj Bollmann og Jacob Ørsted og valgmenighedspræst Peter Hedegaard. Hver kandidat har skaffet sig et antal stillere og rejser i disse måneder rundt til forskellige debatmøder.

Formand for ELN, Henrik Højlund udtaler:
Jeg opfordrer meget stærkt til, at man stemmer på Jesper Bacher. Han er den eneste af kandidaterne, som på den teologiske grundlinje er i overensstemmelse med god, bibelsk teologi. Han vil simpelthen være en røst i kirken, som jeg i næsten ét og alt vil fryde mig over. På den måde vil han kunne minde om Steen Skovsgaard i Lolland-Falster stift, hvor Jesper Bacher i øvrigt er præst.

Samtidig favner han bredt i folkekirken. Han er et dejligt ikke-selvhøjtideligt menneske, der giver mennesker omkring sig frihed til at være sig selv. Og så er han en lynende godt begavet teolog, som kan formulere de sværeste ting, så enhver kan forstå dem. Og dertil en rigtig god debattør, som brænder godt igennem i medierne. Kort sagt: Jesper Bacher er en af de sidste mange års mest oplagte bispekandidater for alt, hvad der kan krybe og gå af os i folkekirken, som vedkender os Bibel og Bekendelse.

Thomas Bjerg Mikkelsen, generalsekretær i Indre Mission, som også bor i Haderslev stift supplerer:

”Som den folkekirkelige situation er lige nu, må vi prioritere samarbejdet med de præster og biskopper, som fortsat vil give plads til os, som vedkender os klassisk teologi. Når man skal sætte sit kryds ved en bispekandidat, vil jeg derfor opfordre til, at man lægger vægt på, om den pågældende kandidat vil kæmpe for frihed til de teologiske mindretal. Ikke mindst når det gælder præsteansættelser.”