Gå til indhold
Befri gudstjenesten

Befri gudstjenesten

Gudstjeneste, kirkespil eller forestilling. Der er ikke helt enighed om, hvad man skal kalde det som Århus domkirke har lagt kirkerum til i den forløbne uge.

I anledning af Reformations-jubilæet og som en del af kulturhovedstadsprogrammet er der blevet afholdt 7 events (mash-ups, kaldes det også) i Århus domkirke med temaet “Befri gudstjenesten”. Ifølge en artikel i Jyllandsposten d. 17. februar, så er domprovsten i Århus Domkirke, Poul Henning Bartholin en af foregangsmændende og han udtaler til avisen, at han fik idéen til gudstjenesten, da han i sit arbejde oplevede et ønske om en mere nærværende gudstjeneste: “Jeg møder mange, der siger, at de er blevet fremmede overfor den traditionelle gudstjeneste og folkekirken.” Derfor er hensigten at give inspiration til, hvordan man kan fjerne denne fremmedhed, så flere kan relatere til gudstjenesten budskab.

Teateret Svalegangen er medarrangør skriver på deres hjemmeside om den udsolgte forestiling: “Danmarks største domkirke er scenen, og herfra vil præst Christina Laursen og kunstnere som Per Vers, Kloster, Lars Husum, Kaspar Colling, dramatikere Julie Maj Jakobsen, Andreas Garfield, Den Danske Salmeduo, dansekompagniet Don Gnu, scenografiduoen Torden og Lynild, Restaurant Gastromé og Aarhus Gospel Singers skabe en multifacetteret oplevelse, der skal gentænke gudstjenesten og servere den, som du aldrig har oplevet den før.”

Ny fortolkning af ritualer

“Befri gudstjenesten” har dog mødt voldsom kritik, fordi denne inspiration til en mere nærværende gudstjeneste er sket ved at inddrage en del personer, som står for det modsatte af kristendommen (bl.a. en imam og en ateist) og ved stort set at fjerne Kristus fra indholdet. Den medvirkende præst ved “forestillingen” Christina Laursen, sognepræst ved Løget kirke i Vejle, er i stedet optaget af at tale om det som Kristus peger på og i nyfortolkningen af trosbekendelsen og nadveren sættes fællesskabet istedet for Kristus. Biskoppen i Århus, Henrik Wigh-Poulsen forsvarer initiativet i et indlæg i Kristeligt Dagblad d. 21. februar, at man her har gjort et forsøg på at komme dem i møde, som ikke normalt fylder kirkebænkene om søndagen: “For så vidt må det vel være en protestantisk eller luthersk dyd at være opmærksom på, at man ikke bliver så fortabt i sit eget, i sine egne måder at holde gudstjeneste på, at man på forhånd dømmer ethvert forsøg på at gå nye veje ude som lal og pjat og pjank”

I et læserbrev i Kristeligt Dagblad d. 23. februar er der dog 40 medunderskrivere, som mener, at biskoppen har misforstået kritikken. Kritikken af “Befri gudstjenesten” skyldes ikke en mangel på syn for fornyelse af gudstjenesten, men formålet med det som foregår i kirken er ikke “at drive folk ind i kirken, men at drive folk til Kristus.”

Kristus alene

Formand for Evangelisk Luthersk Netværk, sognepræst Henrik Højlund siger følgende om “Befri Gudstjenesten”:

Sagen om gudstjeneste-eventen i Aarhus domkirke har – med god grund – fået nogle ture i debat-tumbleren. En endog meget bred vifte af folkekirkelige aktører har kritiseret arrangementet for at melde meget uklart ud om formen. Var det gudstjeneste eller ej? Jeg deler kritikken.

Men jeg anser det samtidig for at være det mindste problem.

Langt værre er det, at en præst stiller sig til rådighed med noget, der utvivlsomt må opfattes som hendes bud på noget helt centralt i den kristne tro – og som er så tæt på en undsigelse af det centrale i den kristne tro, som man vel kan komme.

I flere omgange har sognepræst Christina Laursen givet udtryk for, at det er mindre vigtigt at se på Jesus end på det, han peger hen på.

Det er næsten ubegribeligt, at hun kan komme afsted med at sige det, med en teologisk kandidateksamen i bagagen. Hele Det Nye Testamente – og såmænd Det Gamle med, læst i lyset af Det Nye Testamente – drejer sig i bund og grund om én ting: at pege på Kristus.

I lignelse efter lignelse, i helbredelse efter helbredelse, i kulminationen på korset og i graven er – den ofte skjulte, af og til åbenbare – pointe: Kristus selv, ham og ingen anden. Han er den, hvorom det hele drejer sig. Han er den, det drejer sig om at komme i et forhold til, hvis man vil kunne kalde sig kristen.

Og pointen bekræftes til overmål af al senere brevlitteratur i Det Nye Testamente, og i øvrigt af centrum i resten af kirkehistoriens dogmedannelse, inklusiv forkyndelse og undervisning.

Hvordan lader det sig gøre at tale sig væk fra det i Reformationsjubilæumsåret, med Luthers bonmot: ”Kristus alene”?

Hvis ikke det, Christina Laursen kalder ”det frisættende budskab”, er Kristus selv, hvad i al verden er det så?