Befri bibelen fra det intellektuelle fangeskab

Bibelen er ikke længere lukket inde bag en tung kirkedør, men bag et spind af teologi og intellektualisering.

Landsleder for Bibellæserringen og medlem af ELNs landsledelse, Lasse Holmgaard Iversen, har skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad d. 2. april, som vi her bringer i uddrag.

“Vi lever i en ny middelalder. Som i den første middelalder er Bibelen blevet specialisternes bog. Kun meget få uden for teologkredse læser den. Og de, der gør, tør knap nok fortolke på teksten, uden at læne sig tungt op ad fagmænds udtalelser.

Det minder lidt om tilstandene før reformationen og Gutenberg, hvor Bibelen var for de få. Men efter at Luther oversatte Bibelen til tysk, og det efterhånden blev muligt for almindelige mennesker at købe trykte bøger, er Bibelen blevet

Fem procent

Ifølge en undersøgelse foretaget for Center for Kirkeforskning ved Københavns Universitet af YouGov i 2013 er der i dag en bibel i 64 procent af de danske hjem. Men kun fem procent læser i den en gang om måneden eller oftere.

Der kan nævnes mange grunde til denne skævhed mellem udbredelse og faktisk brug. En af dem kunne være, at vi teologer har taget Bibelen fra folket uden at fortælle, hvor vi har lagt den.

Som bibellæser kan det for eksempel virke formålsløst at læse noget, som man har hørt andre sige, at man ikke kan tage for gode varer, som den dekonstruktivistiske snak går. Men det modsatte kan også være et problem.

Altså når andre har lagt en færdig og fast tolkning ned over bibelteksten, så læseren ikke motiveres til at forholde sig til, hvad der egentlig står, men i stedet læser for at kunne sætte kryds på listen med de rette meninger og holdninger.

Fælles for disse grunde er, at det gør bibellæsning til en intellektuel disciplin, som den almindelige dansker ikke orker at give sig i kast med. Bibelen er ikke længere lukket inde bag en tung kirkedør, men bag et spind af teologi og intellektualisering. 

Og spørgsmålet er, om vi har brug for at genopdage reformatorernes glæde over Bibelen for igen at se den som en brugsbog, som menigmand kan læse i og få et reelt åndeligt udbytte ud af. Kan vi igen give mennesker frimodigheden til at læse Bibelen ”ligefremt”?”

Evangeliet om Kristus

Jeg tror, at vi ville blive udfordret – intellektuelt, menneskeligt og åndeligt. Det er i hvert fald min egen erfaring. Det største problem ved en distanceret læsning af Bibelen er nemlig, at den skygger for Bibelens og kristendommens kerne og drivkraft:

Evangeliet om Kristus! Hvis vi går på opdagelse i Bibelen på dens egne præmisser, bliver bibellæsningen meget mere interessant, end når den er pakket ind i en intellektuel og teologiseret tåge. Så kan jeg nemlig spørge, hvad den siger om mig selv, min Gud og min verden.

Bibelen er en åndelig tekst, og når vi tør læse den som sådan, så siger den os ting, som vi ikke kunne sige os selv. Sjældent som en åndelig ud af kroppen-oplevelse, men oftest som en påmindelse om, hvad det er, den kristne tro drejer sig om: at Gud elsker verden så højt, at han sendte sin egen søn i døden for at være sammen med sin skabning.

Gode redskaber

Der findes et væld af gode redskaber til at læse Bibelen på dens egne præmisser.

Læseplanen fra Bibelselskabet er et sådant redskab, fordi det skaber en ramme om bibellæsningen, og guider én gennem Bibelen. I Bibellæser-Ringen har vi forsøgt at gøre det samme, ved i 50 år at udgive læseplaner til henholdsvis børn, unge og voksne.

Flere og flere bliver beriget af langsom og kontemplativ læsning. Lectio Divina er et godt eksempel på det. Her mediterer man over en tekst og lader den bundfælde sig gennem bøn. Andre igen vil hellere være digitale.

Her er appen BibelTid en mulighed, som gør bibel-læsning lettilgængelig, og har man lyst, kan man invitere andre med ind i en digital bibelstudiegruppe, så man kan støtte og udfordre hinanden i læsningen.

Men bibellæsning er ikke en disciplin, beregnet for de særligt fromme eller dem med stort overskud. Det er i stedet et privilegium, som gælder for os alle – uanset om vi læser en gang dagligt, månedligt eller årligt. Bibelen er en brugsbog, der som et venskab kun bliver bedre af at blive prioriteret ofte.”

Kronikken kan læses i sin fulde længde her

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights