Gå til indhold
Ateister med udmeldelseskampagne

Fra Ateistisk Selskabs hjemmeside: http://www.ateist.dk/content/206-buskampagne

Ateister med udmeldelseskampagne

"Det er ret fattigt at have en så negativ, nærmest defensiv dagsorden: Meld jer ud af modstandernes klub", siger formand for ELN til ateisternes kampagne

Med store busreklamer og videoer på de sociale medier forsøger Ateistisk Selskab at få danskerne til at melde sig ud af Folkekirken. Endnu en kampagne fra Ateistisk Selskab skal forsøge at formindske andelen af danskere, som er medlem af Folkekirken. Under sloganet “Hvorfor tro på en Gud ? ” svarer man selv på spørgsmålet og siger f.eks.: “Det er der mange grunde til: Du har lært det af dine forældre. Men det var dengang, du var barn og også troede, du skulle være James Bond, når du blev stor, eller giftes med en prins. Men nu er du voksen og kan forholde dig til virkeligheden.”

I Kristeligt Dagblad siger biskop i Ribe stift Elof Westergaard, at han han ikke har tiltro til at kampagnen vil virke, for det bygger på en meget forsimplet menneskesyn og snæver opfattelse af, hvad et menneskeliv er. Han har desuden tillid til at når folk er medlem af Folkekirken, så har det en årsag og altså ikke bare fordi de ikke har taget sig sammen til at melde sig ud.

Ateisme lever af benægtelsen

Sognepræst i Løsning og formand for Evangelisk Luthersk Netværk, Henrik Højlund siger om det nye initiativ: “Ateistisk Selskab er selvfølgelig fri til at lave den slags kampagner. Men det er lidt sært. Hvordan ville det se ud med en kampagne med budskabet: ”Meld jer ud af Ateistisk Selskab”? Det er ret fattigt at have en så negativ, nærmest defensiv dagsorden: Meld jer ud af modstandernes klub… Det bekræfter til overmål, at ateisme i sig selv lever af benægtelsen. Den er på en måde tom i sig selv. Den har kun et anliggende i modsætning til noget andet.

Bortset fra det er jeg ikke nær så optimistisk som biskoppen, der ikke tror, det vil have nogen effekt på medlemstallet i folkekirken. Jeg tror, at det sagtens kan have stor effekt. For allerede nu, før kampagnen, virker udmeldelseskampagner på et lidt mere dæmpet niveau ret effektivt. Der er langt flere udmeldelser af folkekirken nu end for bare 5-10 år siden. Og det skyldes bl.a. udmeldelseskampagner.

Jeg græder nu ikke snot over det i meget lang tid. For hvis folks medlemskab sidder så løst, at en enkelt kampagne udløser en udmeldelse, så må man spørge, om medlemskabet er særlig meget værd. Man bliver ikke frelst ved medlemskab af folkekirken, men ved tro på Jesus Kristus. Folkekirken har under alle omstændigheder en udfordring, der stikker meget dybere: Hvordan blive en missionerende folkekirke, der brænder af Ånd og lidenskab for budskabet?”