Gå til indhold

Ægteskabsetik – et moderne tabu

Af Børge Haahr Andersen, rektor og medlem af ELN
Bragt i Kristeligt Dagblad 30.8.11.

Hej allesammen min mor og far skænes helt vilt o jeg er bange for at de skal skilles min far er rigtig stesset og min mor er meget deprimeret og det er jeg også selv hvad skal jeg gøre hjælp mig.”

Sådan skriver en elleveårig dreng til hjemmesiden ”morogfarskalskilles.dk”. Og han er ikke alene. Omkring 20.000 børn rammes årligt af forældrebrud.

Mere end 40 % af alle danske ægteskaber ender i dag med skilsmisse, og cirka halvdelen af de, der holder, fungerer dårligt. Ifølge udenlandske statistikker er tendensen, at mere end 65 % af alle andengangs ægteskaber ender med skilsmisse og 75 % af tredjegangs ægteskaber. Derudover oplever et antal på over 80 % af samboende par samlivsbrud. Det er svært at forholde sig til statistik og tal. Men det handler altså om rigtig mange børn og endnu flere mødre og fædre. Hvert samlivsbrud har ringvirkninger til familie, venner og arbejdskollegaer. Når det kommer tæt på os selv, og det bliver omsat til livshistorier og ansigter, skal man være en sten for ikke at blive dybt berørt.

Der er mange årsager til denne udvikling. Ægteskabet var før i tiden forankret i slægt, arbejdsliv, økonomi, lokalsamfund, moral, kirke, tradition og meget andet. I dag er det alene forankret i parrenes vilje til at holde sammen. Karriere, individualisme og utallige input fra kultur og massemedier udhuler igen og igen fundamentet under parforholdet.

Dertil kommer, at hovedstrømmen inden for kirken ikke længere er en stabiliserende faktor, men en del af problemet. Kirken er som helhed blevet tavs i etiske spørgsmål, der berører forvaltning af seksualitet og parforhold. Ægteskabsetik er blevet et tabu i kirken, ligesom sex var det for 50 år siden.

Der er en række årsager til kirkens tavshed, men især to. For det første er præsterne i flere generationer blevet opdraget til at forholde sig selektiv og kritisk til den etiske vejledning, der findes i Det Nye Testamente. Den historisk-kritiske læsning af Bibelen var oprindeligt et forsøg på at gennemskue Bibelens tilblivelsesproces og finde den historiske kerne. I denne sag bruges den mere som et alibi for at sortere og frasortere, hvad der er uacceptabelt i vores kultur. Hvad Jesus selv har ment om ægteskabet, ved vi ikke. Evangeliernes gengivelse af Jesu ord er ikke normativ vejledning for kirken, men reflekterer den daværende kulturs religiøse tanker, som slet ikke lever op til nutidens civiliserede tankegang. Den anden årsag til kirkens tavshed er filosoffen og teologen Løgstrup og hans disciples indflydelse. Løgstrups position var, at den rette handlen ikke lod sig udlede af bud og normer fra Bibelen, men var det enkelte menneskes valg og skøn i mødet med dets medmenneske. I praksis betyder det, at autoriteten i kirken ikke bliver Skriften, men tidens trend, og at præstestanden ofte bliver tavse om alt det, der har med ægteskabsetik og parforhold at gøre. Det overlades til den enkeltes ensomme valg, og den svage part må bære konsekvensen af andres valg og fravalg.

En kristen forkyndelse, som er tavs eller blot velsigner danskernes forvaltning af deres krisefyldte parforhold, gør naturligvis ingen forskel. Hvis den danske kirke skal kunne komme de trængte familier til undsætning, må den reformeres og vende tilbage til dens kilder. Her tænker jeg ikke mindst på det menneskesyn og ægteskabssyn, som findes i skabelsesberetningen og som bekræftes i Jesu forkyndelse og som reflekteres i kirkens vielsesritual.

Da Gud skabte mennesket, skabte han det som to køn. Kønsforskelligheden er en del af gudbilledligheden. De to køns samspil, tiltrækning og dans med hinanden kan skabe en ubrydelig enhed, når et par danner en juridisk, personlig, social og seksuel enhed i ægteskabet. I verden uden for paradiset er denne enhed og harmoni truet. Men i to af de ti bud – om ikke at bryde ægteskabet og ikke at begære næstens hustru – værnes om den ægteskabsforståelse, der er nedlagt i skabelsen af mennesket.

Når Jesus skal forholde sig til farisæernes indbyrdes diskussioner om skilsmisse og nyt ægteskab, henviser han til skabelsen og betoner, at hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. I en verden med mange hårde hjerte kan skilsmisse være det mindste onde, men at løse en ægteskabelig krise ved at finde en ny partner strider mod Guds oprindelige bestemmelse. Samme pointe gentages i bjergprædikenen, hvor han også opfordrer til ærlighed – et ja skal være et ja og et nej skal være et nej. Men ikke mindst kaster han lys over ægteskabsrelationen i hans udfoldelse af, at kærlighed er villighed til at give afkald på sig selv og ofre og hengive sig for andre.

Ifølge Jesu forkyndelse lever vi alle af Guds ufortjente godhed og tilgivelse. Derfor var Jesus åben og rummelig og lukkede alle mennesker ind i sin discipelflok. Også mænd og kvinder med en tvivlsom ægteskabsmoral og blakket fortid. Men samme gruppe blev kaldet til en etik, hvor orienteringspunktet var Guds vilje med mennesket fra skabelsen. Syndernes forladelse er altid ubetinget i Jesu forkyndelse. Men modsat den moderne folkekirkelige variant er syndernes forladelse i Jesu forkyndelse aldrig syndernes tilladelse, men er forbundet med et kald til efterfølgelse af Guds vilje. Også i privatsfæren og i de nære relationer.

Resten af Det Nye Testamente tilføjer ikke så meget nyt. Paulus hylder både ægteskabet og det at leve single som en gave og en opgave. Han opfordrer til seksuel og kærlig trofasthed mod ægtefællen og betoner som Jesus selv, at enhver seksuel udfoldelse udenfor ægteskabet strider mod Guds skabervilje.

Hvad er kirkens opgave i forholdet til udviklingen i det danske samfund? Lad mig skitsere nogle hovedpunkter:

  1. At skabe nære, varme og stabile kristne fællesskaber med plads til alle med ondt i familien og alle andre, som lider under individualismens kolde ensomhed. Sagt med kirkefader Tertulians ord: Vi er et i sjæl og sind, og vi tøver ikke med at dele vores jordiske goder med hinanden. Alle ting er fælles hos os, undtagen vores koner!
  2. At erindre danskere om det livsbekræftende gode, det er at orientere sig ud fra Guds oprindelige skabervilje, hvor kærligheden og seksualiteten har en tryg ramme i det livslange parforhold
  3. At bryde det moderne tabu i forhold til ægteskabs- og seksualetik, sådan at den del af Jesu forkyndelse får lov at udfordre og afsløre den egoisme og ensomhed, der præger danskernes forvaltning af deres privatsfære. Ikke for at vi skal fortvivle, når vi ser, at vi ikke lever op til Guds oprindelige vilje, men for at vi på den baggrund skal høre og modtage syndernes forladelse og få Guds vilje som orienteringspunkt for vores liv.
  4. Kirken skal forvalte ritualet og ægteskabsløftet efter dets ordlyd og forankring i Jesu forkyndelse. Det giver ikke mening, at den, som bryder ud af sit ægteskab og finder en ny partner, vil aflægge et nyt livslangt løfte, som samtidig cementerer bruddet på et tidligere aflagt løfte.
  5. Kirken skal sammen med alle gode kræfter i vores samfund mobiliseres til en diakonal indsats over for de mange ofre for familiens krise. Den skal forsøge at være til stede, ikke blot ved den kirkelige vielse, men også yde hverdagshjælp i form af ægteskabskurser og andre tiltag, der skal forebygge krise og fremme gode og stærke relationer.
Vi, der er præster, har et særligt ansvar for det, Luther kalder hverdagens gudstjeneste: At integrere kærlighed, trofasthed og tilgivelse i vort eget familieliv, sådan at vi i vores menneskelige skrøbelighed bliver rollemodeller i vores privatsfære.