Gå til indhold
De overbeviste

De overbeviste

Det sjældne makkerpar: sognepræsten Henrik Højlund og ateisten Carsten Andersen har gennem et par år argumenteret for og imod troen på Gud og Jesu opstandelse. De er begge overbeviste om, at man kan argumentere for eller imod troen og har derfor i fællesskab skrevet bogen: ‘De overbeviste. Samtaler om tro’. I anledning af udgivelsen inviterer Center for Kristen Apologetik sammen med Forlagsgruppen Lohse til en reception på Menighedsfakultetet torsdag den 12.3. Bogen udkommer fredag d. 13. marts på forlaget Lohse.

Man kan møde Henrik Højlund og Carsten Andersen i Go’morgen Danmark fredag morgen (den 13. marts), hvor de vil fortælle om bogen. Det forventes, at indslaget bliver mellem kl. 7.00 og 7.30, men det kan ændre sig.

Samtaler om tro

Bogen er blevet til som en mail-samtale hen over et par år. Carsten Andersen udfordrede forlaget Lohse med et oplæg til en bog, der lod de kritiske spørgsmål til kristendommen komme til orde. Forlaget udfordrede ham den anden vej til at lade spørgsmålene møde svar fra en troende. Derved kom Henrik Højlund ind i billedet. Henrik Højlund, sognepræst i Løsning og Korning, er kendt for sin markante tillid til Bibelens troværdighed. Carsten Andersen (f. 1990) studerer Matematik-Økonomi i Århus.

Henrik Højlund og Carsten Andersen er begge overbeviste om deres eget ståsted. Begge har den kristne tro som første afsæt i livet, men for Carsten Andersens vedkommende blev argumenterne for troen med tiden svagere, indtil han valgte den kristne tro fra. Modsat er det gået for Henrik Højlund. Her voksede argumenterne for samme tro med årene.

Center for Apologetik

Center for Kristen Apologetik er et videns- og formidlingscenter under Menighedsfakultetet, hvor man ønsker at repræsentere, begrunde og forsvare ”klassisk kristen tro”.

På centerets hjemmeside www.apologetik.dk skriver man følgende om det man forstår ved klassisk kristen tro

“Kristne har i tidens løb været uenige om lidt af hvert. De har også lagt vægt på forskellige ting i den kristne tro. Dette har blandt andet resulteret i de forskellige trosretninger (konfessioner). Samtidig har der dog op igennem historien været synspunkter, som har været fælles for langt de fleste kristne. Man kan benytte forskellige udtryk for dette fænomen: den normative kristendom, den traditionsbærende kristendom eller klassisk kristen tro.

Klassisk kristen tro kan indholdsbestemmes på forskellig vis. Men først og fremmest sigter vi til troen på den treenige Gud, som den kommer til udtryk i Den apostolske trosbekendelse og de to andre oldkirkelige trosbekendelser (Den nikænske og Den athanasianske trosbekendelse). Også Lausanne-pagten vil vi betragte som et moderne udtryk for klassisk kristen tro, og der kan givetvis peges på andre formuleringer.

I forhold til dagens udbredte tale om, at kristen tro og tænkning sker på nutidens betingelser, betoner klassisk kristen tro sit udgangspunkt i noget givet, nemlig i Bibelens bevidnelse af Guds historie med Israel og hans komme til os som menneske i Jesus Kristus. Og Jesu død og opstandelse vil for klassisk kristen tro udgøre omdrejningspunktet for kirkens liv og tænkning”